Jeg begyndte at interessere mig for IT i 1984. En arbejdsulykke denne sommer med en sygemelding på 12 uger satte fart i denne interesse, da jeg jo skulle have noget at slå tiden ihjel med. Da det var min højre hånd der blev “ukampdygtig” faldt valget på en Sinclair Spectrum, der kunne betjenes med 1 hånd (venstre). I første omgang med spil jeg selv tastede ind fra forskellige udenlandske IT-magasiner, men senere synes jeg der var mere spændende selv at lave forskellige programmer hertil. Så ja, jeg er autodidakt om end jeg efter hånden har fået en del erfaring med IT.

ZXSpectrum48k

Ad forskellige veje (og vildveje) har jeg siden slutningen af 80’erne arbejdet med forskellige ERP-systemer, hvor det primært har været alle versioner af Navigator/Navision siden den tegnbaserede 2.12 og frem til den seneste version der i skrivende stund er 2017.